EMRK artikel 8 – anvendelsesområde
EMRK artikel 8
Udgangspunktet i EMRK og folkeretten er, at medlemsstaterne alene kan ifalde ansvar for handlinger og undladelser, der kan henføres til den pågældende stat. EMRK art. 1 er her en central bestemmelse, idet den fastslår, hvem der er pligtsubjekter i henhold til konventionen. Efter art. 1 påhviler det medlemsstaterne at sikre enhver person under deres jurisdiktion de rettigheder og friheder, der er nævnt i konventionens afsnit I (art. 2–18).
Den territorielle jurisdiktion efter EMRK art. 1 omfatter hele statens område, og medlemsstaterne kan derfor ikke indskrænke deres forpligtelser gennem nationale deklarationer eller folkeretlige aftaler. Staten har således jurisdiktion over enhver udlænding, der opholder sig på dens territorium – uanset om vedkommende er indrejst lovligt eller ulovligt, eller opholder sig i et transitområde som f.eks. en lufthavn. EMRK's anvendelsesområde kan dog også udstrækkes til situationer, hvor statens myndigheder udøver kontrol uden for territoriet. EMD har i praksis fastslået, at staten kan ifalde ansvar, når dens myndigheder udøver effektiv kontrol over et geografisk område eller direkte myndighed over personer uden for dets territorium. Dette blev bl.a. fastslået i Al-Skeini m.fl. mod Storbritannien, hvor Storbritannien blev anset for ansvarlig for krænkelser begået i Irak under militær tilstedeværelse. Tilsvarende blev der i Medvedyev mod Frankrig lagt vægt på, at Frankrig havde fuld kontrol over et skib på åbent hav, hvilket udløste jurisdiktion. Jurisdiktionsbegrebet er derfor både territorialt og funktionelt, idet det ikke alene er statens grænser, men også dens faktiske udøvelse af magt, der er afgørende. Senere praksis som N.D. og N.T. mod Spanien viser, at staten kan være ansvarlig for handlinger ved grænsen, selv i tilfælde hvor personer aldrig når ind på selve territoriet.
Bestemmelsens indhold
Udvisning af kriminelle udlændinge med lovligt ophold i landet kan komme på tale, hvis den pågældende dømmes for kriminalitet. Retten til respekt for privat- og familielivet efter EMRK art. 8 opstiller dog væsentlige begrænsninger for statens adgang til udvisning. En nærmere analyse af dansk udvisningspraksis foretages i afhandlingens afsnit 6. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
Stk. 1: Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2: Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Begrebet "familieliv"?
»Familieliv« er et autonomt konventionsbegreb, hvilket indebærer, at EMD fastlægger dets indhold uafhængigt af nationale definitioner. Dette sikrer en ensartet beskyttelse af rettigheden på tværs af medlemsstaterne. Bestemmelsen giver ikke en ret til at stifte familie, men forudsætter som udgangspunkt, at der allerede eksisterer et familieliv.
Hvorvidt en relation udgør et familieliv, beror på en konkret vurdering af de faktiske bånd, dvs. »om der reelt er et tæt personligt bånd mellem de pågældende personer«. Forholdet mellem ægtefæller er altid omfattet, men beskyttelsen rækker videre og kan også omfatte ugifte samlevende. Ved vurderingen inddrager EMD momenter som, om parterne lever sammen, har fået børn eller på anden måde har udtrykt en gensidig forpligtelse, samt forholdets varighed. EMD har eksempelvis fastslået, at et familieliv kan bestå, selv om parterne ikke er gift, men lever i et fast forhold og har fået børn sammen (Kroon m.fl. mod Holland). Et barn vil desuden som udgangspunkt have et familieliv med begge sine forældre, uanset om de lever sammen, hvis der er etableret et reelt bånd (Berrehab mod Holland). Selv når samlivet mellem ugifte forældre er ophørt, kan der fortsat eksistere et familieliv mellem barnet og den biologiske far, hvis der er opretholdt kontakt og ansvar (Nylund mod Finland).
Hvad er "privatliv"?
Begrebet »privatliv« er ligeledes et autonomt konventionsbegreb, som ikke lader sig udtømmende definere. Der kræves dog, at indgrebet har en vis minimumsintensitet for at falde ind under EMRK art. 8.
Privatliv omfatter både fysisk og psykisk integritet samt individets sociale identitet. Kernen er retten til en personlig sfære, hvor individet kan udfolde og udvikle sin personlighed uden indblanding. Beskyttelsen rækker imidlertid ud over den indre sfære og omfatter også retten til at etablere og udvikle relationer til andre mennesker. I Niemietz mod Tyskland understregede Domstolen netop, at privatliv ikke alene dækker den private sfære, men også et individs sociale relationer. Senere er det bekræftet i bl.a. Bensaid mod Storbritannien, hvor retten til psykisk integritet blev anerkendt som en del af privatlivet.
EMRK artikel 8, stk. 2
Retten til respekt for familieliv og privatliv er ikke ubegrænset. Efter art. 8 kan staten under nærmere betingelser gribe ind i de nævnte rettigheder, hvis indgrebet er foreneligt med bestemmelsens hovedformål, nemlig at beskytte individet mod vilkårlige indgreb fra myndighederne.
Af art. 8, stk. 2, følger tre kumulative betingelser: 1) indgrebet skal have hjemmel i lov, 2) det skal varetage et legitimt formål, og 3) det skal være nødvendigt i et demokratisk samfund. Legalitetskravet indebærer, at indgrebet skal have hjemmel i national ret. Dette krav har både et formelt og et kvalitativt aspekt: for det første skal hjemlen fremgå af en national retsregel, og for det andet skal hjemlen være tilgængelig og forudsigelig, så borgeren kan indrette sig efter den. Det betyder, at hjemlen kan findes i lovgivning, bekendtgørelser eller i visse tilfælde retspraksis.
Derudover skal indgrebet varetage et legitimt formål, som er opregnet i bestemmelsen, herunder hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed, landets økonomiske velfærd, forebyggelse af uro eller kriminalitet, beskyttelse af sundheden eller sædeligheden eller beskyttelse af andres rettigheder og friheder.63 I udvisningssager vurderer EMD særligt, om udvisningen er egnet til at forebygge kriminalitet, hvilket gør proportionalitetsafvejningen afgørende.
Proportionalitetsvurderingen
Af EMRK art. 8, stk. 2, følger, at et indgreb kun kan anses for nødvendigt i et demokratisk samfund, hvis det er proportionalt. Det kræver en fair balance mellem på den ene side hensynet til individets rettigheder og på den anden side de legitime samfundsmæssige hensyn. EMD har understreget, at indgreb i kernen af art. 8 kræver en særlig tungtvejende begrundelse.
Udvisning griber typisk ind i både privat- og familielivet og skal derfor kunne retfærdiggøres gennem en nøje proportionalitetsafvejning. EMD har i praksis udviklet en række kriterier – de såkaldte Maslov-kriterier – som de nationale myndigheder skal inddrage i den samlede vurdering.
Kriterierne omfatter bl.a.:
– styrken af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til henholdsvis værts- og hjemlandet
– den begåede kriminalitets art og grovhed
– varigheden af den udvistes ophold i værtslandet
– tiden efter kriminaliteten og den pågældendes adfærd
– statsborgerskab
– familiesituationen, herunder ægteskabets varighed og effektivitet
– ægtefællens kendskab til kriminaliteten
– børns alder og afhængighed
– følgerne for ægtefællen i oprindelseslandet
– børnenes bedste og sandsynlige vanskeligheder i modtagerlandet, samt
– styrken af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til henholdsvis værts- og hjemlandet
Disse kriterier er efterfølgende blevet præciseret og suppleret i praksis. Selv om længden af et indrejseforbud ikke udtrykkeligt er nævnt i Maslov-kriterierne, anførte Storkammeret i præmis 98, at "the duration of an exclusion measure is to be considered as one factor among others". I årene efter Maslov har EMD bekræftet, at indrejseforbuddenes længde udgør et relevant moment i proportionalitetsafvejningen efter EMRK art. 8.
I Maslov fastslog EMD, at der kræves særligt tungtvejende grunde for at udvise fastboende udlændinge, der er kommet til værtslandet som børn eller har tilbragt størstedelen af deres barndom dér. EMD understregede dog, at selv disse personer kan udvises, hvis kriminaliteten er af en særlig grov karakter. For unge voksne, som endnu ikke selv har stiftet familie, begrænser EMD de relevante kriterier til kriminalitetens grovhed, opholdets varighed, tiden efter kriminaliteten samt styrken af sociale og kulturelle bånd til værtslandet.
Afsluttende bemærkninger
Sammenfattende kan det konstateres, at EMRK art. 8 udgør en væsentlig begrænsning for statens adgang til at udvise kriminelle udlændinge med lovligt ophold. Bestemmelsen beskytter både privat- og familielivet som autonome konventionsbegreber, der fastlægges uafhængigt af nationale definitioner. Indgreb i rettighederne forudsætter, at betingelserne i art. 8, stk. 2, er opfyldt, herunder kravet om hjemmel, et legitimt formål og nødvendighed i et demokratisk samfund. Den konkrete proportionalitetsvurdering er afgørende, og EMD har udviklet en række kriterier – de såkaldte Maslov-kriterier – som danner rammen for afvejningen mellem individets rettigheder og samfundets interesser. Hertil kommer, at nyere praksis har præciseret kriteriernes rækkevidde, herunder at indrejseforbuddenes længde kan være et selvstændigt moment i vurderingen. Samlet set viser praksis, at udvisning af fastboende udlændinge, navnlig dem med stærke bånd til værtslandet, kræver særligt tungtvejende grunde, men at selv denne gruppe kan udvises i tilfælde af grov kriminalitet.
Ali Fayez