Guzzardi vs. De Tommaso: Hvad udgør frihedsberøvelse?

Denne artikel vil behandle, hvad der udgør »frihedsberøvelse« i EMRK art.
5's forstand, hvorefter der vil foretages en behandling af TP 4, art. 2. 

EMRK artikel 5 om retten til frihed og sikkerhed har følgende ordlyd:

"Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde."

Bestemmelsen beskytter individets personlige frihed i klassisk forstand, det vil sige den fysiske bevægelsesfrihed. Formålet er at sikre, at ingen frihedsberøves vilkårligt. I mange situationer er det uproblematisk at fastslå, at der foreligger frihedsberøvelse. Klare eksempler er anholdelse, varetægtsfængsling, afsoning i åbent eller lukket fængsel samt anbringelse i detention.

Der findes imidlertid grænsetilfælde, hvor det er mere tvivlsomt, om der er tale om frihedsberøvelse i artikel 5's forstand. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis omfatter bestemmelsen ikke kun traditionelle frihedsberøvelser. En samlet mængde af indskrænkninger i en persons bevægelsesfrihed kan efter omstændighederne også udgøre frihedsberøvelse.

Det afgørende efter EMD's praksis er en konkret og samlet vurdering i den enkelte sag. Vurderingen tager blandt andet udgangspunkt i indgrebets karakter, varighed, gennemførelsesmåde og de faktiske virkninger for den pågældende person.

Praksis vedrørende spørgsmålet om frihedsberøvelse: De Guzardi

I Guzzardi (1980) statuterede EMD frihedsberøvelse af en person, som var blevet underkastet flere begrænsninger i bevægelsesfriheden som præventive foranstaltninger for at modvirke kriminalitet. Klager (G) var mistænkt for at være medlem af den italienske mafia. G blev derfor underlagt en særlig overvågning (»special supervision«), som var en række præventive foranstaltninger. Konkret skulle G tage ophold på en afsidesliggende ø, hvor G havde adgang til et areal på 2,5 km2. G måtte kun forlade sin bopæl mellem 22.00 og 7.00, hvis dette blev anset for nødvendigt, ligesom han skulle underrette myndighederne forinden. Derudover skulle G opfylde en meldepligt to gange dagligt hos politiet. Han måtte heller ikke færdes på områder, hvor der boede almindelige mennesker. G havde derfor i stort omfang kun kontakt til andre personer, som også var underlagt særlig overvågning og som også boede på øen. G's nærmeste familie måtte gerne bo med ham, hvis han fik tilladelse til dette. G måtte også gerne sende og modtage breve uden, at myndighederne skulle overvåge dette. Dog krævede telefonopkald, at G skulle underrette myndighederne forinden. Hvis G ønskede at få adgang til fastlandet eller den omkringliggende hovedø, skulle han have forudgående tilladelse.

EMD skulle herefter vurdere, om der var tale om frihedsberøvelse i art. 5's forstand. EMD slog indledningsvist fast, at der skulle foretages en konkret vurdering af G's situation under hensyn til en række kriterier, bl.a. restriktionernes form, varighed og implementering, jf. også under pkt. 3.1. Domstolen bemærkede herefter, at en særlig overvågning og G's ophold på et fast afgrænset område ikke i sig selv var beskyttet af art. 5.

EMD lagde dog vægt på, at G's bevægelsesfrihed på øen var meget begrænset, at G havde begrænset mulighed for social kontakt, at G var undergivet konstant overvågning og meldepligt, at G risikerede straf, hvis han overtrådte reglerne, og at restriktionerne i alt varede 16 måneder. Disse særskilte restriktioner udgjorde ikke i sig selv frihedsberøvelse efter art. 5, men kumulativt havde restriktionerne en sådan intensitet, at der var tale om en overtrædelse af art. 5.

I Amuur mod Frankrig (1996) var der tale om frihedsberøvelse af udlændinge, som blev underkastet en række begrænsninger i deres bevægelsesfrihed. Sagen drejede sig om en gruppe udlændinge, som ville søge asyl, men blev henvist til at tage ophold i transitzonen i en fransk lufthavn og et nærliggende hotel i 20 dage, mens de blev politiovervåget og ikke fik mulighed for juridisk eller social hjælp. Udlændingene var ikke forhindret i at forlade Frankrig. Spørgsmålet var herefter, om der forelå frihedsberøvelse efter EMRK art. 5. EMD lagde vægt på flere momenter: at de havde været overladt til sig selv, at de ikke havde adgang til juridisk eller social hjælp, at de var under konstant, streng og konstant overvågning, og at de ikke havde adgang til domstolsprøvelse af indgrebets lovlighed og varighed. EMD konkluderede derefter, at der i praksis var tale om frihedsberøvelse, når gruppen af udlændinge skulle opholde sig i et bestemt afgrænset sted i lufthavnen, hvorfor Frankrig havde overtrådt EMRK art. 5.

I Medvedyev mod Frankrig (1996) fastslog EMD, at der var tale om frihedsberøvelse, da et fransk skib tilbageholdt et columbiansk civilt skib, idet der var mistanke om narkotikasmugling. Skibets besætning blev beordret til at sejle til en fransk havn, hvilket tog 13 dage. EMD slog fast, at besætningen blev frihedsberøvet efter EMRK artikel 5.

Begrænsninger i bevægelsesfriheden

Sondringen mellem frihedsberøvelse og restriktioner i bevægelsesfriheden kan undertiden være vanskelig at drage. Ikke desto mindre er sondringen af stor praktisk betydning, idet betingelserne for at frihedsberøve efter EMRK art. 5 er materielt og processuelt mere restriktive end betingelserne for at gøre indgreb i bevægelsesfriheden efter TP 4, art. 2.

Materielt kan der kun ske lovlig frihedsberøvelse efter EMRK artikel 5, hvis en af de opregnede grunde i EMRK artikel 5, stk. 1, er opfyldt. I TP 4, artikel 2, skal et indgreb i bevægelsesfriheden være nødvendigt og proportionalt af hensyn til bl.a. »den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed og orden, herunder for at forebygge forbrydelse, beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder«. Betingelserne her er materielt mindre restriktive end betingelserne for at frihedsberøve efter EMRK artikel 5. En stat skal også overholde de processuelle beskyttelsesgarantier, som fremgår af EMRK artikel 5, stk. 2-4. Sådanne processuelle beskyttelsesgarantier er ikke knyttet til TP 4, artikel 2.

TP 4, art. 2, fastslår i stk. 1, at »enhver, der retmæssigt opholder sig på en stats territorium, har inden for dette territorium ret til bevægelsesfrihed og til frit at vælge sit opholdssted«. EMD har fastslået, at forskellen mellem frihedsberøvelse efter EMRK artikel 5 og begrænsninger af bevægelsesfriheden er et spørgsmål om indgrebets grad og intensitet og ikke dets »natur eller substans« ("… is one of degree or intensity, and not of nature or substance").

I det følgende vil forskellen mellem EMRK art. 5 og TP 4, art. 2, behandles med inddragelse af retspraksis fra EMD, hvor EMD fastslog, at de konkrete foranstaltninger ikke udgjorde frihedsberøvelse efter EMRK art. 5, men et brud på TP 4, art. 2.

EMD's retspraksis vedrørende TP 4, artikel 2 

EMD har i en række sager mod Italien gjort det klart, at TP 4, art. 2, var overtrådt. Disse sager handlede om, at Italien foretog præventive foranstaltninger mod personer, som var mistænkt for at være en del af mafiamiljøet. I disse sager var der tale om en overtrædelse af TP 4, art. 2, selvom klagerne i sagerne også var undergivet meget strenge restriktioner. I den seneste sag, De Tommaso mod Italien (2017), illustreres, hvordan EMD sondrer mellem EMRK art. 5 og TP 4, art. 2.

I De Tommaso mod Italien nåede EMD frem til, at EMRK art. 5 ikke var krænket. Klager var mistænkt for mafiakriminalitet, men var ikke dømt af en italiensk domstol. Han blev derfor i to år pålagt en række strenge restriktioner med den begrundelse, at han truede den offentlige sikkerhed. Der var tale om, at klager blev pålagt at have en fast bopæl i sin hjemby, at der var en uegentlig meldepligt hos politiet, at klager kun måtte opholde sig på sin bopæl i tidsrummet mellem kl. 22 og kl. 6, at klager uden for dette tidsrum kunne få lov til at forlade bopælen, hvis det var nødvendigt og med forudgående varsling, at der skulle søges arbejde inden for en måned, at klager skulle leve et ærligt og lovlydende liv, at myndighederne ikke skulle have anledning til at mistænke ham, at klager skulle bære papirer, hvoraf det fremgik, hvilke restriktioner klager var underlagt, at klager ikke måtte gøre brug af mobiltelefoner og radiokommunikationsudstyr, at klager ikke måtte have våben på sig, at klager ikke måtte tage til barer, natklubber og lign., at klager ikke måtte deltage i offentlige møder, og at klager ikke måtte være sammen med kriminelle personer eller personer, som også var underlagt sikkerhedsforanstaltninger.

EMD mente ikke, at der var tale om en krænkelse af EMRK art. 5, skønt indgrebene kumulativt var restriktive. EMD begrundede dette med, at klager frit kunne forlade sin bopæl i dagtimerne, ligesom klager kunne have social kontakt med omverdenen, hvilket ikke var tilfældet i Guzzardi (»unlike the applicant in the Guzzardi case, he was not forced to live within a restricted area and was not unable to make social contacts.«). EMD mente derimod, at der var en overtrædelse af TP 4, art. 2. EMD's resultat i De Tommaso stemmer overens med senere domme, hvor EMD også har statueret krænkelse af TP 4, art. 2.

I Raimondo (1994) var klager underlagt politiovervågning og afkrævet en økonomisk sikkerhed, idet man ville sikre, at klager overholdt sikkerhedsforanstaltningerne, da han var mistænkt for at være en del af den italienske mafia. Klager måtte ikke forlade sit hus, før han underrettede politiet, ligesom klager blev pålagt meldepligt og et forbud mod at forlade huset fra kl. 21 til kl. 7, medmindre det var nødvendigt, og myndighederne blev underrettet forinden. EMD afviste – også med henvisning til Guzzardi – at der var tale om frihedsberøvelse.

Afsluttende bemærkninger

Ovenstående eksempler illustrerer, at når der ikke er tale om frihedsberøvelse i traditionel forstand, kan summen af en række begrænsninger i bevægelsesfriheden udgøre frihedsberøvelse. Hvis der er tale om et indgreb, som ikke er omfattet af EMRK art. 5, kan der være tale om begrænsninger i en persons bevægelsesfrihed, jf. TP 4, artikel 2. Det afgørende er foranstaltningernes intensitet og grad.

Ali Fayez