Guzzardi vs. De Tommaso: Hvad udgør frihedsberøvelse?

Denne artikel behandler, hvad der udgør »frihedsberøvelse« i EMRK art. 5's forstand, hvorefter TP 4, art. 2, behandles.

EMRK art. 5 om retten til frihed og sikkerhed har følgende ordlyd:

»Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde.«

Bestemmelsen beskytter individets personlige frihed i klassisk forstand, det vil sige den fysiske bevægelsesfrihed. Formålet er at sikre, at ingen frihedsberøves vilkårligt. I mange situationer er det uproblematisk at fastslå, at der foreligger frihedsberøvelse. Klare eksempler er anholdelse, varetægtsfængsling, afsoning i åbent eller lukket fængsel samt anbringelse i detention.

Der findes imidlertid grænsetilfælde, hvor det er mere tvivlsomt, om der er tale om frihedsberøvelse i art. 5's forstand. Efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis omfatter bestemmelsen ikke kun traditionelle frihedsberøvelser. En række indskrænkninger i en persons bevægelsesfrihed kan efter omstændighederne samlet set også udgøre frihedsberøvelse.

Det afgørende efter EMD's praksis er en konkret og samlet vurdering i den enkelte sag. Vurderingen tager blandt andet udgangspunkt i indgrebets karakter, varighed, gennemførelsesmåde og de faktiske virkninger for den pågældende person.

Praksis om frihedsberøvelse: Guzzardi mod Italien

I Guzzardi mod Italien (1980) fandt EMD, at der forelå frihedsberøvelse af en person, som var blevet underkastet flere begrænsninger i bevægelsesfriheden som præventive foranstaltninger for at modvirke kriminalitet. Klageren (G) var mistænkt for at være medlem af den italienske mafia. G blev derfor underlagt særlig overvågning (»special supervision«), der bestod af en række præventive foranstaltninger. Konkret skulle G tage ophold på en afsidesliggende ø, hvor han havde adgang til et areal på 2,5 km². G måtte kun forlade sin bopæl mellem kl. 22 og kl. 7, hvis det blev anset for nødvendigt, og han skulle i så fald underrette myndighederne forinden. Derudover skulle G opfylde en meldepligt hos politiet to gange dagligt. Han måtte heller ikke færdes i områder, hvor der boede almindelige mennesker. G havde derfor i stort omfang kun kontakt med andre personer, som ligeledes var underlagt særlig overvågning, og som også boede på øen. G's nærmeste familie måtte gerne bo hos ham, hvis han fik tilladelse hertil. G måtte også gerne sende og modtage breve, uden at myndighederne overvågede dette. Telefonopkald krævede dog, at G underrettede myndighederne forinden. Hvis G ønskede at tage til fastlandet eller den omkringliggende hovedø, skulle han have forudgående tilladelse.

EMD skulle herefter vurdere, om der var tale om frihedsberøvelse i art. 5's forstand. EMD slog indledningsvis fast, at der skulle foretages en konkret vurdering af G's situation under hensyn til en række kriterier, bl.a. restriktionernes art, varighed og gennemførelse. Domstolen bemærkede herefter, at særlig overvågning og G's ophold inden for et afgrænset område ikke i sig selv udgjorde frihedsberøvelse efter art. 5.

EMD lagde dog vægt på, at G's bevægelsesfrihed på øen var meget begrænset, at G havde begrænset mulighed for social kontakt, at G var undergivet konstant overvågning og meldepligt, at G risikerede straf, hvis han overtrådte reglerne, og at restriktionerne i alt varede 16 måneder. De enkelte restriktioner udgjorde ikke i sig selv frihedsberøvelse efter art. 5, men samlet set havde de en sådan intensitet, at der var tale om frihedsberøvelse, og at art. 5 var krænket.

I Amuur mod Frankrig (1996) var der ligeledes tale om frihedsberøvelse af udlændinge, som var underkastet en række begrænsninger i deres bevægelsesfrihed. Sagen drejede sig om en gruppe udlændinge, som ønskede at søge asyl, men som blev henvist til at tage ophold i transitzonen i en fransk lufthavn og på et nærliggende hotel i 20 dage, mens de var under politiovervågning og ikke fik mulighed for juridisk eller social bistand. Udlændingene var ikke forhindret i at forlade Frankrig. Spørgsmålet var herefter, om der forelå frihedsberøvelse efter EMRK art. 5. EMD lagde vægt på flere momenter: at de havde været overladt til sig selv, at de ikke havde adgang til juridisk eller social bistand, at de var under streng og konstant politiovervågning, og at de ikke havde adgang til domstolsprøvelse af indgrebets lovlighed og varighed. EMD konkluderede, at det i praksis udgjorde frihedsberøvelse, at gruppen af udlændinge skulle opholde sig i et bestemt afgrænset område i lufthavnen, hvorfor Frankrig havde krænket EMRK art. 5.

I Medvedyev m.fl. mod Frankrig (2010) fastslog EMD, at der var tale om frihedsberøvelse, da et fransk krigsskib tilbageholdt et cambodjansk-registreret civilt skib, fordi der var mistanke om narkotikasmugling. Skibets besætning blev beordret til at sejle til en fransk havn, hvilket tog 13 dage. EMD slog fast, at besætningen var frihedsberøvet i EMRK art. 5's forstand.

Begrænsninger i bevægelsesfriheden

Sondringen mellem frihedsberøvelse og restriktioner i bevægelsesfriheden kan undertiden være vanskelig at drage. Ikke desto mindre er sondringen af stor praktisk betydning, idet betingelserne for frihedsberøvelse efter EMRK art. 5 er materielt og processuelt mere restriktive end betingelserne for at gøre indgreb i bevægelsesfriheden efter TP 4, art. 2.

Materielt kan der kun ske lovlig frihedsberøvelse efter EMRK art. 5, hvis en af de opregnede grunde i art. 5, stk. 1, foreligger. Efter TP 4, art. 2, skal et indgreb i bevægelsesfriheden være nødvendigt og proportionalt af hensyn til bl.a. »den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed og orden, herunder for at forebygge forbrydelse, beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder«. Betingelserne her er materielt mindre restriktive end betingelserne for frihedsberøvelse efter EMRK art. 5. En stat skal desuden overholde de processuelle garantier, som fremgår af EMRK art. 5, stk. 2-4. Sådanne processuelle garantier er ikke knyttet til TP 4, art. 2.

TP 4, art. 2, fastslår i stk. 1, at »enhver, der retmæssigt opholder sig på en stats territorium, har inden for dette territorium ret til bevægelsesfrihed og til frit at vælge sit opholdssted«. EMD har fastslået, at forskellen mellem frihedsberøvelse efter EMRK art. 5 og begrænsninger af bevægelsesfriheden er et spørgsmål om indgrebets grad og intensitet og ikke dets »natur eller substans« (»… is one of degree or intensity, and not of nature or substance«).

I det følgende behandles forskellen mellem EMRK art. 5 og TP 4, art. 2, med inddragelse af praksis fra EMD, hvor EMD har fastslået, at de konkrete foranstaltninger ikke udgjorde frihedsberøvelse efter EMRK art. 5, men en krænkelse af TP 4, art. 2.

EMD's praksis vedrørende TP 4, art. 2

EMD har i en række sager mod Italien fastslået, at TP 4, art. 2, var krænket. Sagerne handlede om, at Italien havde iværksat præventive foranstaltninger over for personer, som var mistænkt for at være en del af mafiamiljøet. I disse sager forelå der en krænkelse af TP 4, art. 2, selv om klagerne også var undergivet meget strenge restriktioner. Den seneste sag, De Tommaso mod Italien (2017), illustrerer, hvordan EMD sondrer mellem EMRK art. 5 og TP 4, art. 2.

I De Tommaso mod Italien nåede EMD frem til, at EMRK art. 5 ikke var krænket. Klageren var mistænkt for mafiakriminalitet, men var ikke dømt af en italiensk domstol. Han blev alligevel i to år pålagt en række strenge restriktioner med den begrundelse, at han udgjorde en trussel mod den offentlige sikkerhed. Klageren blev pålagt at have fast bopæl i sin hjemby og at melde sig ugentligt hos politiet. Han måtte kun opholde sig på sin bopæl i tidsrummet mellem kl. 22 og kl. 6, men kunne uden for dette tidsrum få lov til at forlade bopælen, hvis det var nødvendigt, og hvis han gav forudgående besked. Han skulle desuden søge arbejde inden for en måned, leve et ærligt og lovlydigt liv og undgå at give myndighederne anledning til mistanke. Han skulle bære papirer, hvoraf det fremgik, hvilke restriktioner han var underlagt, og han måtte ikke benytte mobiltelefon eller radiokommunikationsudstyr, bære våben, komme på barer, natklubber og lignende, deltage i offentlige møder eller omgås kriminelle eller andre personer, som var underlagt sikkerhedsforanstaltninger.

EMD fandt ikke, at der forelå en krænkelse af EMRK art. 5, selv om indgrebene samlet set var restriktive. EMD begrundede dette med, at klageren frit kunne forlade sin bopæl i dagtimerne, ligesom han kunne have social kontakt med omverdenen, hvilket ikke var tilfældet i Guzzardi (»unlike the applicant in the Guzzardi case, he was not forced to live within a restricted area and was not unable to make social contacts.«). EMD fandt derimod, at TP 4, art. 2, var krænket. EMD's resultat i De Tommaso stemmer overens med tidligere domme, hvor EMD ligeledes har statueret krænkelse af TP 4, art. 2.

I Raimondo mod Italien (1994) var klageren underlagt særlig politiovervågning og var blevet afkrævet en økonomisk sikkerhedsstillelse, idet han var mistænkt for at være en del af den italienske mafia, og man ville sikre, at han overholdt sikkerhedsforanstaltningerne. Klageren måtte ikke forlade sit hjem uden at underrette politiet, ligesom han blev pålagt meldepligt og et forbud mod at forlade hjemmet fra kl. 21 til kl. 7, medmindre det var nødvendigt, og myndighederne var underrettet forinden. EMD afviste – også med henvisning til Guzzardi – at der var tale om frihedsberøvelse.

Afsluttende bemærkninger

Ovenstående eksempler illustrerer, at summen af en række begrænsninger i bevægelsesfriheden kan udgøre frihedsberøvelse, selv om der ikke er tale om frihedsberøvelse i traditionel forstand. Hvis et indgreb ikke er omfattet af EMRK art. 5, kan der i stedet være tale om en begrænsning af bevægelsesfriheden efter TP 4, art. 2. Det afgørende er foranstaltningernes grad og intensitet.

Ali Fayez