Udlændinge på tålt ophold
Personer på tålt ophold befinder sig i en situation, hvor de har begået alvorlig kriminalitet i Danmark eller i deres hjemland, afsonet deres straf, men har fået dom for udvisning og derfor ikke har lovligt ophold i Danmark. Samtidig kan disse personer ikke udvises som følge af EMRK art. 3. Det vil derfor være i strid med EMRK artikel 3, hvis Danmark udsender disse personer, skønt de har mistet deres opholdstilladelse i Danmark. Der er tale om et absolut forbud, som kan påberåbes af alle, som opholder sig i Danmark, og som dermed ikke kan udsendes til et land, hvor de risikerer at blive udsat for art. 3-stridige overgreb, jf. EMRK art. 1.
I denne forbindelse opstår spørgsmålet om, hvorvidt en stat kan begrænse bevægelsesfriheden for en person, som er udvist, men hvor udvisningen ikke kan effektueres efter EMRK artikel 3.
Aygün mod Sverige (1989)
Illustrativ i denne sammenhæng er Den Europæiske Menneskerettighedskommissions afgørelse i Aygün mod Sverige (1989). De svenske myndigheder traf afgørelse om, at en tyrkisk statsborger – bosiddende i Stockholm – skulle udvises, idet han var mistænkt for at være en del af en terrororganisation. Dog kunne udvisningen ikke effektueres grundet refoulementsforbuddet. Han fik derfor et forbud mod at forlade Stockholm kommune, ligesom han blev pålagt meldepligt tre gange om ugen til politiet. Han måtte ikke skifte bopæl eller arbejdsplads, medmindre han fik forudgående tilladelse af politiet. Kommissionen afviste først og fremmest, at EMRK art. 5 fandt anvendelse, da restriktionerne ikke udgjorde frihedsberøvelse. Spørgsmålet var herefter, om TP 4, art. 2 fandt anvendelse. Kommissionen slog først og fremmest fast, at TP 4, art. 2, krævede, at en udlænding havde lovligt ophold i en medlemsstat. Klagers ophold var betinget af de restriktioner, som var blevet pålagt ham – blandt andet ophold i Stockholm kommune – hvorfor klager ikke længere kunne anses for at have lovligt ophold. TP 4, art. 2 fandt derfor ikke anvendelse.
Dommen omtales i U.2009B.23. Kommissionen (EMK) blev nedlagt i 1998. Dog er afgørelsen henvist til i EMD's dom Omenyeke mod Tyskland (2007), hvorfor den stadig må være udtryk for gældende ret. Se også (Christoffersen et al., 2011), s. 1328.
I M.S. v. Belgien (2012) var det ikke i strid med EMRK, at en udlænding – der ikke havde lovligt ophold i Belgien – blev pålagt at bo på en bestemt adresse, at melde sig dagligt hos det lokale politi samt ikke at forlade en kommune, medmindre han fik forudgående tilladelse.
Det er således klart – på baggrund af ovenstående domme – at når en medlemsstat vælger at udvise en person, befinder vedkommende sig ikke lovligt på statens territorium og er dermed ikke omfattet af TP 4, art. 2. Medlemsstaterne har således en vid adgang til at foretage indgreb i bevægelsesfriheden, hvis en udlænding anses for ikke at have lovligt ophold. EMD har overladt det til den enkelte medlemsstat at fastlægge, hvornår – og under hvilke betingelser – en person har lovligt ophold.
Er personer på tålt ophold beskyttet af EMRK?
Udlændinge på tålt ophold blev tidligere anset for at være omfattet af TP 4, art. 2, selvom denne persongruppe ikke har lovligt ophold i bestemmelsens forstand. I dag finder TP 4, art. 2, ikke længere anvendelse for udlændinge på tålt ophold, jf. bemærkningerne til lov nr. 446 af april 2019. I bemærkningerne til lovforslaget pointeres det, »at en udlænding på tålt ophold ikke er omfattet af beskyttelsen af bevægelsesfriheden i artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK, idet den pågældende ikke har lovligt ophold her i landet«. Bevægelsesrestriktioner over for udlændinge på tålt ophold kan nu bedømmes som indgreb i retten til privat- eller familieliv, jf. EMRK art. 8.
Dette har dog ingen materiel betydning, da proportionalitetsafvejningen efter TP 4, art. 2, og EMRK art. 8 er ens (»…paragraph 3 of the Article [TP, 4] is closely aligned with paragraph 2 of Article 8«), jf. A.-M.V. v. Finland (2017, p. 94). Dette fremgår også af de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Her fremgår det, at en vurdering efter EMRK art. 8, stk. 2, ikke »vil føre til et andet resultat end den hidtidige vurdering af de nævnte forpligtelser i forhold til artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK«.
I U.2021.3637 var spørgsmålet, om U, der var statsløs palæstinenser, kunne straffes for at have overtrådt en pålagt meldepligt 332 gange fra 24. juli 2018 til den 20. juni 2019. U var i 2007 udvist af Danmark, men kunne ikke tvangsmæssigt udsendes, hvorfor han var på tålt ophold. Han blev pålagt opholds- og meldepligt. Opholdspligten blev ophævet i januar 2017, og i juli 2018 blev U pålagt en daglig meldepligt mellem kl. 9 og kl. 15 på politigården. Afstanden var ca. 5 kilometer fra hans opholdssted hos ægtefællen og deres børn. Højesteret mente ikke, at meldepligten udgjorde et uproportionalt indgreb i U's ret til privatliv eller familieliv efter EMRK art. 8 og heller ikke TP 4, art. 2, for så vidt angår perioden indtil den 1. maj 2019, hvor TP 4, art. 2, fandt anvendelse på udlændinge på tålt ophold. Sagen illustrerer, hvordan bedømmelsesgrundlaget efter EMRK artikel 8 og TP 4, art. 2, er det samme.
Afsluttende bemærkninger
Retsstillingen for personer på tålt ophold kan sammenfattes således: Det er ikke muligt at udvise udlændinge på tålt ophold, da denne persongruppe er i aktuel risiko for at blive udsat for art. 3-stridige overgreb, hvis de bliver sendt tilbage til deres hjemlande. Personer på tålt ophold var indtil 2019 beskyttet af TP 4, art. 2, idet de blev anset for at være omfattet af TP 4, artikel 2. Da denne persongruppe ikke længere anses for at være omfattet af TP 4, art. 2, kan denne bestemmelse ikke anvendes, da anvendelsen af bestemmelsen kræver lovligt ophold i en stat. Bedømmelsesgrundlaget er nu EMRK art. 8, hvilket ikke får nogen materiel betydning, da proportionalitetsvurderingen efter EMRK artikel 8 ikke adskiller sig fra TP 4, art. 2. Dette kom Højesteret også frem til i U.2021.3637 H.
Ali Fayez