Udlændinge på tålt ophold
Personer på tålt ophold befinder sig i en situation, hvor de har begået alvorlig kriminalitet i Danmark eller i deres hjemland og har afsonet deres straf, men er dømt til udvisning og derfor ikke har lovligt ophold i Danmark. Samtidig kan disse personer ikke udsendes som følge af EMRK art. 3. Det vil nemlig være i strid med EMRK art. 3, hvis Danmark udsender disse personer, selv om de har mistet deres opholdstilladelse i Danmark. Der er tale om et absolut forbud, som kan påberåbes af alle, der opholder sig i Danmark, og som dermed ikke kan udsendes til et land, hvor de risikerer at blive udsat for art. 3-stridige overgreb, jf. EMRK art. 1.
I denne forbindelse opstår spørgsmålet, om en stat kan begrænse bevægelsesfriheden for en person, som er udvist, men hvor udvisningen ikke kan effektueres på grund af EMRK art. 3.
Aygün mod Sverige (1989)
Illustrativ i denne sammenhæng er Den Europæiske Menneskerettighedskommissions afgørelse i Aygün mod Sverige (1989). De svenske myndigheder traf afgørelse om, at en tyrkisk statsborger – bosiddende i Stockholm – skulle udvises, idet han var mistænkt for at være en del af en terrororganisation. Udvisningen kunne dog ikke effektueres på grund af refoulementsforbuddet. Han fik derfor et forbud mod at forlade Stockholm kommune, ligesom han blev pålagt meldepligt hos politiet tre gange om ugen. Han måtte ikke skifte bopæl eller arbejdsplads uden forudgående tilladelse fra politiet. Kommissionen afviste først og fremmest, at EMRK art. 5 fandt anvendelse, da restriktionerne ikke udgjorde frihedsberøvelse. Spørgsmålet var herefter, om TP 4, art. 2, fandt anvendelse. Kommissionen slog fast, at TP 4, art. 2, kræver, at en udlænding har lovligt ophold i en medlemsstat. Klagerens ophold var betinget af de restriktioner, som var blevet pålagt ham – blandt andet ophold i Stockholm kommune – hvorfor klageren ikke længere kunne anses for at have lovligt ophold. TP 4, art. 2, fandt derfor ikke anvendelse.
Afgørelsen omtales i U.2009B.23. Kommissionen blev nedlagt i 1998, men EMD har henvist til afgørelsen i Omenyeke mod Tyskland (2007), hvorfor den fortsat må antages at være udtryk for gældende ret. Se også Christoffersen m.fl. (2011), s. 1328.
I M.S. mod Belgien (2012) var det ikke i strid med EMRK, at en udlænding – der ikke havde lovligt ophold i Belgien – blev pålagt at bo på en bestemt adresse, at melde sig dagligt hos det lokale politi samt ikke at forlade en kommune uden forudgående tilladelse.
På baggrund af ovenstående afgørelser er det således klart, at en person, som en medlemsstat har besluttet at udvise, ikke befinder sig lovligt på statens territorium og dermed ikke er omfattet af TP 4, art. 2. Medlemsstaterne har således en vid adgang til at foretage indgreb i bevægelsesfriheden, hvis en udlænding anses for ikke at have lovligt ophold. EMD har overladt det til den enkelte medlemsstat at fastlægge, hvornår – og under hvilke betingelser – en person har lovligt ophold.
Er personer på tålt ophold beskyttet af EMRK?
Udlændinge på tålt ophold blev tidligere anset for at være omfattet af TP 4, art. 2, selv om denne persongruppe ikke har lovligt ophold i bestemmelsens forstand. I dag finder TP 4, art. 2, ikke længere anvendelse på udlændinge på tålt ophold, jf. bemærkningerne til lov nr. 446 af april 2019. I bemærkningerne til lovforslaget fremhæves det, »at en udlænding på tålt ophold ikke er omfattet af beskyttelsen af bevægelsesfriheden i artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK, idet den pågældende ikke har lovligt ophold her i landet«. Bevægelsesrestriktioner over for udlændinge på tålt ophold bedømmes nu som indgreb i retten til privat- eller familieliv, jf. EMRK art. 8.
Dette har dog ingen materiel betydning, da proportionalitetsafvejningen efter TP 4, art. 2, og EMRK art. 8 er den samme (»… paragraph 3 of the Article [art. 2 i TP 4] is closely aligned with paragraph 2 of Article 8«), jf. A.-M.V. mod Finland (2017), præmis 94. Dette fremgår også af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, hvoraf det fremgår, at en vurdering efter EMRK art. 8, stk. 2, ikke »vil føre til et andet resultat end den hidtidige vurdering af de nævnte forpligtelser i forhold til artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK«.
I U.2021.3637 H var spørgsmålet, om U, der var statsløs palæstinenser, kunne straffes for at have overtrådt en pålagt meldepligt 332 gange i perioden fra den 24. juli 2018 til den 20. juni 2019. U var i 2007 blevet udvist af Danmark, men kunne ikke tvangsmæssigt udsendes, hvorfor han var på tålt ophold. Han blev pålagt opholds- og meldepligt. Opholdspligten blev ophævet i januar 2017, og i juli 2018 blev U pålagt daglig meldepligt mellem kl. 9 og kl. 15 på politigården, der lå ca. 5 kilometer fra hans opholdssted hos ægtefællen og deres børn. Højesteret fandt ikke, at meldepligten udgjorde et uproportionalt indgreb i U's ret til privatliv eller familieliv efter EMRK art. 8, og heller ikke efter TP 4, art. 2, for så vidt angår perioden indtil den 1. maj 2019, hvor TP 4, art. 2, fortsat blev anset for at finde anvendelse på udlændinge på tålt ophold. Sagen illustrerer, at bedømmelsesgrundlaget efter EMRK art. 8 og TP 4, art. 2, er det samme.
Afsluttende bemærkninger
Retsstillingen for personer på tålt ophold kan sammenfattes således: Det er ikke muligt at udsende udlændinge på tålt ophold, da denne persongruppe er i reel risiko for at blive udsat for art. 3-stridige overgreb, hvis de sendes tilbage til deres hjemlande. Personer på tålt ophold blev indtil 2019 anset for at være omfattet af TP 4, art. 2. Da bestemmelsen forudsætter lovligt ophold i en stat, og denne persongruppe ikke længere anses for at være omfattet, kan bestemmelsen ikke længere anvendes. Bedømmelsesgrundlaget er nu EMRK art. 8, hvilket ikke har nogen materiel betydning, da proportionalitetsvurderingen efter EMRK art. 8 ikke adskiller sig fra vurderingen efter TP 4, art. 2. Dette kom Højesteret også frem til i U.2021.3637 H.
Ali Fayez