Blasfemi og ytringsfrihed: Det Vilde Vesten?

Denne analyse undersøger samspillet mellem EMRK art. 10 og blasfemi. Fokus er på nyere praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og formålet er således at give et billede af den nuværende praksis på området.

EMD's tidlige praksis på området

EMD's tidlige praksis om ytringsfrihed i blasfemisager er præget af stor tilbageholdenhed i sager, hvor ytringer blev anset for at krænke religiøse følelser. I den ledende dom Otto-Preminger-Institut mod Østrig fandt EMD, at Østrig ikke havde krænket EMRK art. 10 ved at beslaglægge og senere konfiskere filmen Das Liebeskonzil. Filmen indeholdt en kontroversiel og provokerende fremstilling af den katolske tro: Gud blev portrætteret som en senil og impotent gammel mand, Jomfru Maria som »wanton« og Jesus som en »low grade mental defective«, der forsøger at befamle sin mors bryster. Dette førte til, at de østrigske myndigheder forbød visning af filmen af hensyn til religiøse følelser og den offentlige fred.

Otto-Preminger-Institut grundlagde flere centrale principper i EMD's praksis om blasfemi. Mest bemærkelsesværdigt fastslog Domstolen, at EMRK art. 9 omfatter en ret til respekt for religiøse følelser (»religious feelings«). I præmis 47 udtalte Domstolen:

»Freedom of thought, conscience and religion … is one of the most vital elements that go to make up the identity of believers and their conception of life. … The respect for the religious feelings of believers … can legitimately be thought to have been violated by provocative portrayals of objects of religious veneration.«

Domstolen fastslog således, at der forelå en konflikt mellem to grundlæggende rettigheder, nemlig religionsfriheden i art. 9 og ytringsfriheden i art. 10, og at denne konflikt måtte løses gennem en afvejning af rettighederne. Som led i denne afvejning udtalte Domstolen, at ytringsfriheden indebærer »duties and responsibilities« og derfor kan begrænses, når ytringer er »gratuitously offensive to others« og ikke bidrager til den offentlige debat.

Dommen er bemærkelsesværdig derved, at EMD for første gang fastslog, at »religious feelings« kan udgøre en legitim grund til at begrænse ytringsfriheden (præmis 48).

Denne tilgang blev videreført i I.A. mod Tyrkiet, hvor EMD fastslog, at Tyrkiet ikke havde krænket art. 10 ved at dømme en forlægger for blasfemiske udtalelser i en roman. Sagen vedrørte udgivelsen af The Forbidden Phrases, som kritiserede religion gennem en litterær fortælling og beskrev profeten Muhammed med nedsættende udtryk. Forlæggeren blev idømt fængsel, senere ændret til bøde, fordi bogen var krænkende for majoritetens religiøse følelser.

Domstolen anerkendte, at der forelå et indgreb i art. 10, men vurderede, at det forfulgte et legitimt formål efter art. 10, stk. 2, nemlig beskyttelsen af andres rettigheder, herunder religiøse følelser. Samtidig gentog EMD, at ytringsfriheden omfatter udtalelser, der »offend, shock or disturb« (med henvisning til Handyside mod Storbritannien), men understregede, at ytringsfriheden kan begrænses, når ytringer er »gratuitously offensive to others and profane«.

Ved proportionalitetsvurderingen henviste Domstolen til, at medlemsstaterne har en bred skønsmargin, særligt hvor religion spiller en central rolle. Domstolen lagde vægt på, at romanen indeholdt et »abusive attack on the Prophet of Islam«, som kunne få troende muslimer til at føle sig personligt angrebet. Indgrebet havde derfor et legitimt sigte om at værne om den sociale fred og svarede til et »pressing social need«. På den baggrund fandt Domstolen, at sanktionen var proportional.

Afgørelsen i I.A. kan dermed ses som en videreførelse af Otto-Preminger-linjen, hvor Domstolen anerkendte, at stærkt nedsættende udtalelser om religiøse figurer kan begrunde et strafferetligt indgreb i ytringsfriheden. I lighed med Otto-Preminger-Institut accepterede EMD en vid skønsmargin, særligt hvor ytringerne fremstod som unødigt krænkende. De dissentierende dommere i I.A. kritiserede imidlertid denne tilgang. De fremhævede, at værket blot var en roman med begrænset udbredelse i modsætning til de audiovisuelle udtryk i Otto-Preminger-Institut og Wingrove mod Storbritannien og derfor næppe kunne true den religiøse fred. Dissensen afsluttede med en opfordring til at »revisit« Domstolens linje.

En ny udvikling

Fra midten af 2000'erne kan der spores en markant udvikling i EMD's praksis, idet Domstolen i stigende grad tillægger det afgørende betydning, om den omstridte ytring udgør et bidrag til en bredere offentlig debat. I sager, hvor art. 10 (ytringsfrihed) kolliderer med hensynet til religiøse følelser efter art. 9 (religionsfrihed), er spørgsmålet om ytringens debatmæssige relevans blevet et centralt kriterium i Domstolens proportionalitetsafvejning.

Det mest markante eksempel er Giniewski mod Frankrig. En fransk journalist var blevet dømt for ærekrænkelse efter at have skrevet en artikel, hvori han kritiserede pavens encyklika Veritatis Splendor og anførte, at visse aspekter af katolsk teologi kunne have bidraget til antisemitisme og i sidste ende til nazisternes ideologiske grundlag. De franske domstole fandt, at udtalelsen undergravede den katolske tros værdighed og udtrykte en personlig fjendtlighed mod katolicismen. EMD vurderede derimod enstemmigt, at der forelå en krænkelse af art. 10. Domstolen fremhævede, at artiklen »sought to develop an argument about the scope of a specific doctrine and its possible links with the origins of the Holocaust«, og at forfatteren »made a contribution, which by definition was open to discussion, to a wide ranging and ongoing debate without sparking off any controversy that was gratuitous or detached from the reality of contemporary thought«. Selv en mild sanktion – en symbolsk franc i erstatning og krav om offentliggørelse – havde ifølge Domstolen en »chilling effect«.

Giniewski markerer et væsentligt vendepunkt i EMD's praksis, idet Domstolen indskrænkede staternes skønsmargin og fremhævede, at vurderingen må bero på ytringens konkrete kontekst, dens modtagere og dens bidrag til en samfundsmæssig debat. Dermed markerede Domstolen et brud med den tidligere linje, hvor hensynet til religiøse følelser ofte blev tillagt afgørende vægt i sig selv, uden en egentlig proportionalitetsvurdering af ytringens bidrag til den offentlige debat.

Udviklingen blev bekræftet i Klein mod Slovakiet, hvor en journalist havde rettet en stærkt kritisk kommentar mod en katolsk ærkebiskop. EMD understregede, at ytringen – selv om den var polemisk og sarkastisk – indgik i en bred samfundsdebat om kirkens rolle og derfor nød stærk beskyttelse efter art. 10.

Samlet viser denne praksis, at Domstolen fra midten af 2000'erne begyndte at anlægge en mere intensiv kontrol med nationale indgreb, når ytringsfriheden udøves til at kritisere religion, ideologi eller autoriteter. Fokus forskydes dermed fra spørgsmålet om, hvorvidt ytringen i sig selv fremstår krænkende, til en vurdering af dens samfundsmæssige relevans og bidrag til den offentlige debat.

Nyere praksis fra EMD

Som nævnt ovenfor har Domstolen gradvist bevæget sig væk fra den tidligere praksis, hvor hensynet til krænkede religiøse følelser i sig selv kunne begrunde indgreb i ytringsfriheden. I nyere praksis synes EMD snarere at videreføre, men samtidig nuancere denne linje gennem en mere kontekstafhængig proportionalitetsprøvelse. Spændingsfeltet kommer særligt tydeligt til udtryk i to nyere domme, E.S. mod Østrig og Rabczewska mod Polen.

I E.S. mod Østrig fastslog EMD, at der ikke forelå en krænkelse af art. 10, da Østrig idømte en kvinde en bøde for under et seminar at have omtalt profeten Muhammed som »pædofil« på baggrund af hans ægteskab med Aisha. Domstolen vurderede, at indgrebet havde et legitimt formål – beskyttelsen af »the rights of others« og sikringen af religiøs fred – og at de nationale domstole havde været »better placed« til at vurdere risikoen for religiøse spændinger. Domstolen lagde desuden vægt på, at udtalelsen manglede »sufficient factual basis« og ikke bidrog til en saglig debat, men tværtimod udgjorde en nedgørende værdidom uden offentlig interesse. Dommen videreførte således linjen fra Otto-Preminger-Institut mod Østrig og I.A. mod Tyrkiet, hvorefter ytringsfriheden efter art. 10 udøves under »duties and responsibilities«, hvilket indebærer en pligt til at undgå ytringer, der er »gratuitously offensive to others and profane«.

Et andet resultat blev nået i Rabczewska mod Polen. Her havde den polske sangerinde Doda Rabczewska i et interview udtalt, at Bibelen var skrevet af nogen, der var påvirket af vin og euforiserende urter. De nationale domstole idømte hende en bøde for krænkelse af religiøse følelser, men EMD fandt med seks stemmer mod én, at der forelå en krænkelse af art. 10. Domstolen fremhævede, at de polske domstole hverken havde sondret mellem værdidomme og faktuelle påstande eller analyseret, om udtalelserne udgjorde et »malicious attack on religion«. Flertallet fremhævede, at en proportionalitetsafvejning ikke kan baseres på en abstrakt henvisning til krænkede religiøse følelser. Staten skal navnlig godtgøre, at den pågældende ytring udgør en reel trussel mod den sociale fred og ikke blot er egnet til at virke stødende.

Dissensen fra dommer Wojtyczek er interessant, fordi den repræsenterer en markant afvigelse fra flertallets tilgang. Han understreger, at sagen efter hans opfattelse ligner tidligere praksis som Otto-Preminger-Institut, Wingrove og E.S., hvor Domstolen accepterede nationale indgreb for at beskytte religiøse følelser. Ifølge Wojtyczek udgjorde Rabczewskas bemærkninger et »gratuitous and abusive attack« på en genstand for religiøs tilbedelse, hvorfor troende »may legitimately feel themselves to be the object of unwarranted and offensive attacks«. Han argumenterer for, at Domstolen bør følge sin etablerede praksis og effektivt beskytte religiøse følelser mod antireligiøse ytringer.

Endnu mere markant er den fælles concurring opinion fra dommerne Felici og Ktistakis, som udtrykkeligt opfordrede til et skift i Domstolens praksis. De kritiserede Domstolens praksis, hvor »protection of religious feelings« efter art. 9 fungerer som legitim begrundelse for indgreb i art. 10, og fremhævede i stedet, at »the time has come to reassess this case law«. Ifølge dommerne bør blasfemirelaterede indgreb fremover alene vurderes ud fra hensynet til den offentlige orden og den religiøse fred: »One new approach could be to examine all blasphemy related restrictions on freedom of expression under Article 10 exclusively in terms of the legitimate aim of protecting public order (religious peace)«.

De henviste desuden til, at både Otto-Preminger-Institut og Wingrove var stærkt omstridte allerede ved deres afsigelse, og at Den Europæiske Menneskerettighedskommission med stort flertal havde fundet, at der forelå en krænkelse af art. 10 i begge sager.

Udtalelsen er bemærkelsesværdig, fordi den afspejler en intern kritik i EMD af, at beskyttelsen af religiøse følelser udgør et selvstændigt grundlag for indgreb i ytringsfriheden. I stedet peger den på en udvikling, hvor konventionens fokus gradvist flyttes mod pluralisme og offentlig debat – og hvor hensynet til religiøs fred, snarere end individuelle følelser af krænkelse, bør være det afgørende kriterium. Det må imidlertid vise sig i fremtidig praksis, hvilket af disse spor Domstolen vil lægge størst vægt på.

Afsluttende bemærkninger

Samlet viser praksis, at EMD i blasfemisager foretager en afvejning mellem art. 9 og art. 10, hvor udfaldet i høj grad afhænger af ytringens kontekst og dens bidrag til den offentlige debat. Når en ytring kan placeres som led i en bredere politisk, social eller kulturel diskussion af almen interesse, indsnævres statens skønsmargin, og Domstolen gennemfører en mere intensiv proportionalitetsprøvelse. I sådanne tilfælde kræves det, at staten kan påvise en reel trussel mod den offentlige fred eller tolerance, før et indgreb kan anses for nødvendigt i et demokratisk samfund.

Omvendt overlades der en videre skønsmargin til staterne, når ytringen fremstår som en rent nedsættende eller »gratuitously offensive« udtalelse uden debatmæssig værdi. I sådanne situationer accepterer Domstolen oftere nationale restriktioner under henvisning til hensynet til religiøse følelser og opretholdelsen af den sociale fred.

Praksis er imidlertid præget af en udpræget konkret vurdering i de enkelte sager. Selv under tilsyneladende ens faktiske omstændigheder kan udfaldet variere, hvilket skyldes fraværet af en fælleseuropæisk konsensus om blasfemiske ytringer. Den seneste dom i Rabczewska viser dog, at Domstolen måske er på vej mod en ny linje, hvor beskyttelsen af religiøse følelser i sig selv spiller en mere begrænset rolle.

Ali Fayez